Fridykning

I Havodderen træner vi fridykning i svømmehallen hver fredag aften, fra kl. 19.00 til 21.00, fra omkring November til og med den  slutningen af april. I svømmehallen vil du modtage professionel undervisning fra vores SSI level 2 instruktører. Der vil også være mulighed for at blive uddannet fridykker op til SSI level 2 niveau.

Vi er flere der ofte tager til bl.a. Gozo for at fridykke, og vi har også været i Dive4life, som er en 20 meter dyb dykkertank i Tyskland. Her tilbyder vi et fridyknings kursus, samt der vil være god mulighed for at få styr på trykudligning mm. i dybden. vi har haft besøg af Stig Pryds, hvor han lavede en workshop med os og fortalte om sine fantastiske inspirerende historier med fridykning.

I sommerhalvåret dyrker vi fridykning i havet, dette foregår altid med vores instruktører. Vi dyrker sikker fridykning på bøje med line. Næste sommer vil der være mulighed for at komme med på en foreningstur til Hemmoor kreidesee, som er et fridykker paradis udformet i en sø nær Hamborg.

Vi prioriterer sikkerheden før alt andet og som ny fridykker i Havodderen, er du i trygge hænder.

Havodderens 17 sikkerhedsråd ved fridykning
1. Kend dine begrænsninger og gør dine fremskridt gradvist. Sæt dine egne grænser, hvor du føler dig tryg og komfortabel.

2. Afslut dykket, hvis du bliver nedkølet.

3. Dyrk aldrig fridykning før og efter et flaskedyk, derved undgår du nitrogen overophedning.

4. Trykudlign allerede fra overfladen, så du ikke kommer bagud med trykudligningen.

5. Dyk ikke med for meget bly, tilpas blybæltet efter dybden du vil dykke på.

6. Tag snorklen ud under selve dykket.

7. Afsæt tid til at få ro på vejrtrækning i overfladen mellem hvert dyk. Det bedste er at fordoble vejrtrækningstiden i forhold til dykket. Så udtømmer du hele den mængde CO2, der er opbygget i blodet.

8. Luk aldrig luft ud, når du dykker. Dette er et tegn til din makker om, at du er ved at miste bevidstheden.

9. Se opad, når du er ved at nå op til overfladen, for at sikre at du ikke rammer hovedet op i noget.

10. Undgå områder med meget bådtrafik, hvis du går ud i store bølger og områder med meget strøm. Hav respekt for naturkræfterne.

11. Vær’ ikke prop mæt eller sulten når du dykker.

12. Undgå at dykke med rester af rusmidler i kroppen. Spor af alkohol og nogle stoffer / narkotika nedsætter dykkerreflekser og kan føre til besvimelse / drukning. Rester af alkohol fører også til hurtigere varmetab og højere hjerterytme.

13. Lær hjerte-lunge massage (CPR) og førstehjælp ved besvimelse i vandet; Blow-tap-talk! (BTT). Foreningens instruktører vil lave redningsøvelser for medlemmerne, så alle ved hvordan man agerer.  Vi kan låne udstyr i svømmehallen til at træne CPR.

14. Sørg for at drikke rigeligt med vand før, under og efter dyk. Man bruger meget mere væske i en neoprendragt end normalt ved fysisk udfoldelse. Undgå at blive dehydreret.

15. Trykudligningen eller mangel på samme, må aldrig gøre ondt. Gør det ondt, så vend om med det samme.

16. Der er stor forskel på at dykke under varmere himmelstrøg kontra Danmark. I Danmark er vandet ofte meget koldere, og der er mere strøm. Det tager på kræfterne, og man bruger mere ilt. Vær opmærksom på dette.

17. Dyk ALDRIG alene.